Det vakte en del forargelse da Samuel Huntington lancerede sin advarsel om at vi risikerede et civilisationernes sammenstød, mellem først og fremmest den islamiske (der blev betegnet som en civilisation) og den kristne. Huntington konstaterede blot at den islamiske verden allerede i det små var gået igang (islam has bloody borders) og satte en ganske logisk ramme op for etniske konflikter.

Huntingtons verdensbillede var ren konstruktivisme og konstaterede blot at som alle kulturer var defineret ved forskellige værdisæt og da værdier danner præmis for vores rationaler og oplevelse af ret og rimeligt kan en lokal strid mellem repræsentanter for forskellige civisationer blive til en generel strid om værdier mellem civilisationerne. Hans eksempel på, at dem man deler kulturelt udsyn med logisk set har bedre mulighed for at få ens sympati var borgerkrigen i Jugoslavien, hvor Rusland støttede serberne, den islamiske verden støttede muslimerne og vesten støttede kroaterne (og tillige muslimerne mod serberne, men det indgik i en moralsk forpligtelse da muslimerne blev anset som ofre for serbernes krig, men ikke for kroaterne).

I al sin banalitet burde Huntingtons rationale være ukontroversielt, men det skabte som sagt en voldsom kritik fra det kulturrelativistiske politisk korrekte parnas. Kritikken gik på to ben i hver sin retning for ikke nok med at Huntington tog fejl banede han nemlig vejen for at det skulle blive til virkelighed. Huntington har naturlivis ret og han banede kun vejen for større indsigt, hvilket blev tydligt da den amerikanske præsident Bush talte om at undgå et civilisationssammenstød efter terrorangrebet 11. september. Men det er ikke op til den ene part at holde fred. Fra Jyllands-Posten

Hele verdens fremtid og overlevelse står på spil, hvis ikke kristne og muslimer slutter fred, advarer 138 af verdens muslimske frontfigurer i et opsigtsvækkende brev med fremstrakt hånd til paven og andre kristne ledere.

I et opsigtsvækkende brev til pave Benedikt XVI og alle andre kristne ledere strækker 138 af klodens mest indflydelsesrige muslimske ledere hånden frem mod den kristne verden og opfordrer til fred og konkret samarbejde mellem verdens to største religioner.

(…)

I det 29 sider lange brev advarer de muslimske frontfigurer fra alle grene af islam om, at »vores fælles fremtid står på spil«, hvis ikke kristne og muslimer slutter fred og bilægger det voksende antal sammenstød og stridigheder.»Hele verdens overlevelse står måske på spil,« lyder budskabet.

(…)

»Hvis ikke muslimer og kristne lever i fred, kan der ikke skabes fred i verden. Med det forfærdelige våbenarsenal i den moderne verden, med muslimer og kristne sammenflettet overalt som aldrig før kan ingen af de to sider ensidigt vinde en konflikt, der involverer mere end halvdelen af Jordens befolkning,« skriver de muslimske ledere.Listen over underskrivere omfatter en stribe af den islamiske verdens vægtige personer fra både Afrika, Mellemøsten, Europa, Asien og Nordamerika. Blandt dem findes stormuftier fra Egypten, Palæstina, Jordan, Oman, Syrien, Bosnien og Rusland og mange førende imamer og lærde samt generalsekretæren for OIC, Ekmeleddin Ihsanoglu, der sidste år var med til at blæse den danske Muhammed-krise i gang, ligesom flere underskrivere sidste år angreb paven for hans udtalelser om islam.

De 138 muslimske ledere understreger samtidig, at høflig dialog mellem de to religioner ikke længere er nok.

Så hvad skal man mene om det? udover at det står mejslet i sten, at vi står med et sammenstød mellem islam og den frie kristne verden. Er brevet en føler fra en trængt verden om fred inden man taber det hele? Er det et forsøg fra ansvarlige religiøse ledere på at inddæmme en konflikt de ikke længere kan kontrollere? Er det taktik, der umiddelbart skal fremme indskrænkningerne af ytringsfriheden?

Jeg tvivler på at det er en føler ud fra en ide om at de muslimske ledere er bange for at tabe. Vi har nemlig ikke at gøre med en samlet politisk ledelse der fungerer koordineret efter en fælles plan, men med et sammensurium af aktører med fælles interesser og udsyn. Denne distinktion er ganske væsentlig.

De religiøse ledere er nok klar over at en eventuel konflikt ikke startes af vesten. Derfor bygger deres brev næppe på en analyse af vestlige forhold eller dynamikker. Snarere er brevet skrevet på baggrund af hvad der foregår i deres egen del af verden og samfundenes udvikling der. Alle lande i den muslimske verden kan mærke islamisternes fremmarch. Ikke nok med at der bliver flere af dem, men de nyder også større sympati i den brede del af befolkningen.

Det siddende kleresi er derfor i klemme. Den islamiske verden er under et stadigt større pres skabt af sin egen indre modsætnings møde med virkeligheden. Det grundlæggende frustrerende for de rettroende at se de vantros verden overgå den muslimske når nu muslimerne har Allahs eget manuskript i hånden slider hårdt på deres selvforståelse. Man skal være ualmindelig dum, hvis man dumper en eksamen når man har facitlisten til rådighed. I den islamiske forståelse er kritik af facitlisten blasfemisk og derfor må der være nogle ansvarlige mennesker, (de i islam fordømte skabninger) der har svigtet.

Den politiske magt støtter og understøttes af de religiøse ledere, der således selv står i skudlinien, dog i andet geled, for den stigende kritik over at islam står ydmyget. Presset på den siddende magt, kan kun afmonteres ved enten at skaffe resultater, som materiel fremgang i den muslimske verden, der kan vinde de brede masser for sig. Eller også skal islams overlegenhed anerkendes udenfor den muslimske verden, som vil underminere islamisternes utålmodighed. Den materialistiske tilbageståenhed i den muslimske verden kan derfra let bortforklares, hvis de vantro laver knæfald (pluralis for et knæfald er aldrig nok, hvorfor man ikke kan købe sig til fred med islam, men kun kapitulere sig til fred) fordi det i forbudsreligionen islam er en smal sag at dømme alt som skørlevned. Armod bliver bare et udtryk for renhed.

Brevet er for mig at se derfor både et udtryk for, at de religiøse ledere har stadigt sværere ved at kontrollere deres orkers entusiasme, som de selv har næret ved deres bryst og for et mere sinistert ønske om at begrænse kritikken af islam i den vestlige verden for at opretholde momentum i islamificeringen af Europa. En win-win situation om man vil.

I en interessant artikel på The Guardian sættes brevet ind i en kontekst med den nye paves ændrede politik og hans Regensburgtale. Men jeg hæfter mig ikke så meget ved snakken om at snakke sammen og den underlige økumeniske diskussion der fylder det meste af brevet, som jeg hæfter mig ved, at brevet taler om en konflikt der potentielt kan udslette verden.