Det er befriende at der er nogle, der ikke lader sig rive med af forargelse. Her Sven Gade om fænomenet Krarup i Jylands-Posten

Få politikere formår at fange interessen. En af disse få er Søren Krarup, men han tilhører heller ikke den vante Christiansborg-race. Siden debutbogen i 1960 om kritikeren Harald Nielsen har han med sine bøger og avisartikler præget debatten. For eksempel med bogen Demokratisme i 1968, hvor han påpegede, at demokrati i toneangivende kredse var blevet et mål i sig selv, dvs. en livsanskuelse og ikke en pragmatisk styreform. Et system, hvor mennesket bliver sin egen gud. Et synspunkt, han har udbygget gennem årene, blandt andet ved at påpege, hvordan menneskerettighederne fortrænger det konkrete menneske og bliver religion.

For flertallet forbindes hans navn utvivlsomt især med hans vedholdende opgør med den officielle indvandrerpolitik, hvor han for godt 20 år siden begyndte, hvad der først mindede om en enmandskamp, men hvor hans synspunkter efterhånden skulle vinde indpas i vide kredse. Om ikke fuldstændig så i hvert fald i en grad, så de i kom til at præge den politiske dagsorden. Spørg for eksempel Helle Thorning- Schmidt, selv om hun sikkert ikke vil indrømme det. Anders Fogh Rasmussen er i hvert fald ikke i tvivl.

Jeg er enig. En Peter Krogsten citerer Piet Hein i et udmærket debatindlæg ligeledes i Jyllands-Posten

En yndet form for polemik

består i det probate trick

at dutte folk en mening på

hvis vanvid alle kan forstå

Elegant.